Her er avskriften fra Øyene i tillegg noen kommentarer:
Sitat fra avisen Øyene 19.12.2002, forfattet av Christer Lundqvist:
I påsken for snart 134 år siden ble hele Tjøme-samfunnet rykket ut av sin landlige døsighet av en tragedie: På lille Brøtsø ble en ung, munter og populær tjenestepike langfredag morgen funnet drept i en brønn på Rød gård. Hun hadde hatt mange beilere, og det ble endog avslørt at hun hadde vært involvert i et trekantdrama. Men var det motiv for mord?
Sjokknyheten utløste en voldsom rykteflom og uro i befolkningen, og det ga seg ikke på flere år.
For morderen ble aldri tatt.
Dette er historien om et uoppklart mordmysterium på Brøstø som ga bygda sår det tok lang tid å lege.
Hvem sa forresten at pressen er blitt stadig mer nærgående og hensynsløs i sin dekning av kriminalsaker? For 134 år siden havnet både navn og nedsettende karakteristikker om mistenkte på trykk, i en skildring av drapsetterforskningen som i sin detaljrikdom ikke ligger særlig langt tilbake for dagens tabloider…..
Langfredag 26. mars i Det herrens år 1869: Mens reder Gjertsen med frue er i kirken, som seg hør og bør på denne dag, oppdager folket på Rød gård til sin store forferdelse et lik i en isbelagt brønn, et steinkast fra Røssesundet: Liket av tjenestepiken Elen Dorthea Jørgensdatter, 26 år og mor til et tre år gammelt barn, forlovet med den respektable los av Brøtsø, Bernt Eliasen
En tragedie uten sidestykke i det lille lokalsamfunnet.
Ryktene sprer seg med vindens utålmodighet, og snart er både herskap, lensmann, prest og naboer varslet og involvert.
Resten av påsken preges av det inntrufne og av etterforskningen som følger. Politi og leger går i gang med sine undersøkelser; obduksjon, vitnejakt, befaringer og avhør.
Mandag 5. april følger besiktigelse av åstedet og rettslige forhør på Rød gård.
Nå blir saken så kjent at tilmed byfolk og pressen retter sin oppmerksomhet mot Brøtsø. Vi følger dekningen av saken i avisen Tunsbergeren. Først nyss om tragedien, om enn bare en ryktebasert notis, innrykkes i avisen onsdag 7. april 1869:
«Ifølge at Rygte, som vistnok desværre maa ansees for tilforladeligt, skal der paa Tjømø være udøvet en rædsom Forbrydelse. I et lidet Vand derude, skal der være fundet Liget af en Pige, der bære alle Mærker af at være myrdet og slæbt ud i Vandet»
Så er det stille en periode i pressen, inntil en bladfyk – fremdeles i Tunsbergeren – lyktes i allernådigst å få innsyn i forhørsprotokollen. 21. april bringer avisen en lang artikkel om saken:
«Ved velvillig Meddelelse er vi sat istand til, efter Forhørsprotokollen, at kunne meddele et Uddrag af det under 5th d.M. optagne Forhør i Anledning Pigen Elen Andrea Jørgensdatters Død.
Afdøde, 26 Aar gammel, var ved sin Død i Tjeneste hos Skibsreder J. F. Gjertsen paa Gaarden Rød under Brøtsø paa Tjømø. Sin Tjeneste sammesteds tiltraadte hun Dagen efter sidste Hellige-Trekonger; hun hadde tidligere været i Gjertsens Tjeneste i 3 Aar, og havde den gang som nu, opført sig til sit Herskabs fulde Tilfredshed. Samtidige ved Forhøret afhørte Deponenter have forklaret, at Afdøde var begavet med et usædvanligt let og godt Humør: hun var altid munter og fornøiet; specielt have hendes Medtjenere forklaret, at hun Aftenen før sin Død var meget oprømt. – Afdøde efterlodet sig et 3 Aars gammelt Barn. Hun var forlovet med Lods Bernt Eliasen Brøtsø, med hvem hun snart skulde giftes. Hendes Forlovede gives for Alle, som kjende ham, et særdeles godt Skudsmaal.»
Etter denne innledende beskrivelsen av den dreptes stilling, egenskaper og rennome´, følger så en nærmere redegjørelse for omstendighetene den tragiske kvelden:
«Efterat Afdøde Skjærtorsdags Aften Kl. 91/2 havde taget Afskjed med sin Forlovede, ytrede hun til en af sine Medtjenere, at hun vilde komme til at blive ude en Stund den Aften, da hun havde lovet sin Forlovede at møde ham syd i Engen. Da Gjertsens være gaaede til Ro, forlod Afdøde Kl. 11 Huset, idet hun anmodede Pigerne om ikke at laase Døren, da hun kun blev ganske kort Tid borte. Hun saaes at tage den almindelige Vei sydover til Engen; Gaardens Udhuse borttog imidlertid meget snart Synet af hende. Afdøde røbede vistnok Urolighed for ikke at komme hurtig nok afsted, men forøvrigt mærkedes intet Usædvanligt paa hende»
Protokollførende etterforskningsmyndighet går ikke av veien for at saken kan ha parapsykologiske elementer, og finner det her betimelig å ta med noen linjer om rederdatterens mulige evner som sanndrømmerske:
«Samme Nat havde Gjertsens yngste Datter en Drøm, hvori det forekom hende, at Pigen var død, og at Lægen blev hentet for at undersøge Liget. Denne Drømfortalte hun om Morgenenen sin Søster. Da hun efter at være kommen ned Havde erfaret, at Afdøde var gaaet du sent om Aftenen og endnu ikke var kommen tilbage, blev hun urolig, og da Tiden gik, og Afdøde fremdeles udeblev, formaaede hun endelig sin ældre Søster at følge sig for at søge efter Afdøde»
Deretter bærer det videre med det faktiske hendelsesforløpet og den skrekkelige oppdagelsen:
«Ledende af en ubestemt Frygt begave Søstrene sig strax til den i Sydengenen værende Dam, hvor de øieblikkelig skjønner, hvad der var hændet, idet de saa, at næsten hele det Islag, der havde bedækket Dammen, var brudt, og derhos bemærkede betydelige Ansamlinger af Blod ved Bredden af Dammen. Gjertsen og hans Kone vare imidlertid i Kirke, og da ingen af Folkene vilde foretage noget, blev Liget liggende i Dammen, indtil Gjertsens hjemkomst, da det ved hjælp af en Baadshage lykkedes at drage Liget op. Ligets Ansigt bar Spor af adskillige Læsioner, hvoriblandt isærdeleshed bemærkedes et blodigt saar over høire Øie, ligesom Blodet strømmende du af Næseborene; paa Klædedragten iagttoges intet Spor af Vold.»
Reder Gjertsen utøver selv en viss etterforskningsinnsats, ser vi videre, før detaljer fra den rettslige befaring ramses opp:
«Ved et Par Dage efter at anstille Undersøgelse paa Stedet fandt Gjertsen Afdødes Chignonpude tilsyneladende kastet op i en nogen afstand fra Brønden staaende Bjørnebærkrat, medens Afdødes Hovedtørklæde, det Næt, hun havde baaret over Chignonen, samt tvende Haarklemmer fandtes i Brønden, efterat den var tømt.
Ved den af Retten foretagne Besigtelse af Stedet befandtes den saakaldte Brønd, at være en stensadt Dam, 5 Alen i Firkant, 4 Alen dyb, beliggende omtr. 100 Alen i ret Linie syd for Gjertsens Vaaningshuse. Ved Dammens østre Hjørne, dels lige ved og els 1 Alen fra samme i Græsset, saaes Spor efter meget betydelige Blodansamlinger. Det Bjørnebærkrat, hvori Chignonpuden angraves at være funden, befandtes at ligge omtr. 25 Skridt fra Dammen og Adskilt fra samme ved en Fjeldknat. Det Sted af Krattet, hvor Chignonen vistes at være funden, saaes at være fuldkommen ubeskadeliget, hvorimod det forekom Retten, som om Krattet et POar Alen derfra var nedtraakket.
Terrainet – hvorvel noget stenet – syntes ikke vanskeligt at passere. Allermindst for En, der, som Afdøde, var godt kjent. Nat til Langfredag var vistnok taaget, men paa den annen Side var det maanelyst.
I den strikkede Uldvest, Afdøde var iført, da hun gik du, og, som om Aftenen, da hun tog den paa sig, var heel, fandtes et Rift, der efter Lagrettens Formening var forvoldet ved et skjærende Instrument»
I det videre begynner risset av et trekantdeama å avtegne seg. Tjenestepiken hadde sagt at hun snek seg ut for å treffe forloveden. Men var det sant?
Ikke ifølge han selv:
«Afdødes Efterladenskapber indehold Intet der leder paa Spor af den Person, hun skulde træffe sammen med; hendes Forlovede udsiger med Bestemthes, at han ikke havde anmodet hende om noget Stævnemøde. Ingen har fjerneste Formodning om, hvem det var Afdøde havde sat Stævne i Sydengen hin Skjærthorsdags Nat.»
På folkemunne var allerede mange kandidater til ugjerningen lanser. Det fremgår av beretningen at den blide og pliktoppfyllende tjenestepiken på Rød gård hadde en særegen tiltrekningskraft ungkarer i sin omkrets. En slik beiler ble tidlig blinket ut, en skomakersvenn. Som vi ser i det følgende. Men også rederens Tjenestegutt havnet i søkelyset. For ikke å snakke om en kar som hadde mistet en knapp på åstedet, og som forsvant etter mordnatten, for så vende tilbake et par år senere. Nå – avisreferatet fortsetter, og navngir med største selvfølgelighet denne mistenkelige svennen – uten at noen form for bevis eller siktelse foreligger:
«Den Person, mod hvem Mistanken var rettet – en omvankendeSkomagersvend Hauge, der havde opholdt sig en 14 Dages Tid i Gjertsens Hus, og som angaves at have overhængt Afdøde med sin Kjærlighed, forlod Gjertsen Skjærthorsdag ved Middagstider; Kl. 11 samme Aften ligesom Langfredag Morgen er han seet sovende i Jomfru Kjærs Hus ved Tjøme kirke; 2 Snedkersvende, der havde Nattleie i samme Værelse, havde ikke bemærket , at han har været ude om Natten.Fra Jomfru Kjær til Brøtsø er der en god ? Mil.»
Rederen selv (ingen mistanke falt offisielt på ham) gjør det klart overfor retten at han tror det hele er en ulykke. Men retten bemerker at han her slett ikke støttes av sine døtre, som hadde funnet liket:
«Det er Gjertsens Mening, at Afdøde er faldet og har stødt sig, at hun har villet vadske Blodet af sig, er besvimet og faldt ud i Vandet.
Gjertsens 2 Døtre have i Anledning denne Faderens Mening yttret, at Isen, der bedækkede Dammen, formentlig ikke vilde have været saa stærk opbrudtsom den var, om Afdøde var faldt i Dammen paa den af ham antagne Maade.»
Etterforskningen går sin gang, men til tross for alle rykter og påstander, finner ikke påtalemakten bevis eller indisier nok til å sikte noen i saken. I avisene er det stille en uke, før Tunsbergeren fortsetter sin rapportering – nå med en pikant avsløring som bekrefter at et kjærlighetsdrama har utspilt seg på Rød gård. Nå er det tjenestegutten som har kommet med visse innrømmelser. Gutten får sine åndsevner entydig fastslått i lokalavisen, og den drepte jenta får nå også sitt pass påskrevet:
«I forbindelsen med det tidligere Meddelte om det ianledning den druknede Pige paa Tjøme optagne Forhør kan endvidere til føies, at Gjertsens Tjenestedreng senere har forklaret for Retten, at det var ham, der skulde have havt Stevnemøde med omhende Natten, og som hun altsaa var gaaet du for at møde. Stevnemødet var tidligere aftalt, og de var begge gaaet du for at træffes omkring Kl. 11, men var i Mørket omgaaets, og Pigen havde forvildet sig til Dammen, hvor hun med Livet fik bøde for sin Letsindighed. Dette er iallefald den Forklaring af Hændelsen, som efter de nu foreliggende Oplysninger ligger nærmest til Antagelse. At Tjenestegutten tidligere har fortiet sit Forhold til Pigen, har han tilskrevet sin Frtgt for at paadrage sig nogen Mistanke for at have forvoldt Pigens Død. Gutten skal være noget enfoldig af sig».
Men noe oppklaring av saken bidro dette ikke til. Den enfoldige stakkaren gikk fri, om ikke nødvendigvis på folkemunne, så i alle fall for retten. Det fantes ingen bevis.
Og der ble saken stående fast.
Men den dramatiske hendelsen ble på ingen måte glemt. Rykter og mistanker verserte i årevis. Det fremkommer for eksempel ved at rettsvesenet igjen ble aktivisert i et etterspill to år senere: Kilder kontaktet i april 1871 avisen Gjengangeren og fortalte at en mann som på mistenkelig vis hadde sunket i jorden like etter mordet, nå hadde dukket opp igjen. Denne karen skulle ha mistet en knapp på åstedet før han ble borte.
Offentliggjøringen av disse opplysningene skapte en slik furore at selveste sorenskriveren for Søndre Jarlsberg måtte rykke ut og i tung kansellispråkstil roe gemyttene. Tunsbergeren refererer:
«Gjengangeren for 9de Februar havde nogle Bemærkninger vedkommende Tjenestepigen Elen Dorthea Jørgensdatter af Tjømø, der for 2 Aar siden fandtes død under mistænkelige Omstændigheder, som tyede hen paa, at hun paa en Voldsom Maade var bragt af Dage. I Opsatsen antydes, at en Person, som troedes at have mistet en Knap, der fandtes i Nærheden af det Sted, hvor Liget laa, og som var bortreist, da det første Forhør optoges, nu var kommen tilbage, hvorfor det henstildetes til Vedkommende, at foranstalte forløbige Undersøgelser anstillet. I denne Anledning oplyser Hr. Sorenskriver Sørenssen i «Gjeng» for 14de April følgende:
Uagtet denne Person, der antages at have mistet denne omhandlede Knap, under de Forhør, der senere have været optagne, har havt Anledning til at forklare sig og, uagtet der ikke fremkom nogetsomhelst, der kunde lede til Oplysning om hvorledes Pigens Død var foranlediget, antog jeg dog, da jeg, ved min Nærværelse paa Tjømø Vaarthing den 24de Februar dette Aar blev gjort bekjendt med , at et Inserat, som det Omhandlede fandtes i Gjengangeren, at burde anstille nærmere Undersøgelser om der nu maatte være Anledning til at erholde nogen Oplysning i denne Sag. Efter at jeg derfor igjennem Gjengangerens Expedition havde erholdt tilsendt det No. Af Bladet , , hvori det nævnte Inserat fandets, anmodede jeg under 17de f. M. Lensmand Egeberg om underhaanden at anstille Undersøgelser om hvorvidt noget Yderligere maatte være fremkommet, der kunde led til Oplysning om Pigens Død. I Skrivelse af 4de dennes har han til Gjensvar herpaa meddelt mig, at han saavel før som efter Mottagelsen af min Skrivelse gjentagne Gange har anstillet Undersøgelse herom, uden at der har været eller for Tiden er anden Oplysning at erholde om Pigens Dødsmaade end som hvad der er fremkommet derom ved de i den Anledning afholdte Forhører, uagtet de kort Tid efter hendes Død opstaaede Rygter om desangaanede fremdeles vedvare. Lensmanden tillægger, at Enhver, til hvem han har henvendt sig med Anmodning om at meddele de Oplysninger i Sagen, hvoraf de muligens kunde være i Besiddelse og med Opfordring til at opgive hvorfra de havde de ommeldte Rygter, imidlertid uden Undtagelse har erklæret, at de ikke kjende mere eller andet til Sagen de have hørt snart af en Anden.
Efter hvad der saaledes er oplyst, er der formentlig ikke Grund til at for Tiden at anstille Undersøgelser igjennem noe optagende Forhør angaaende denne Sag. Forsaavidt Nogen maatte være i Besiddelse af nogen Oplysning, der muligens kunde led paa Spor angaaende den Maade, hvorpaa den nævnte Pige er kommen af Dage, vil jeg være Vedkommende forbunden for de Meddelelser, han maatte have at gjøre mig, da det selvfølgelig er af høi Interesse for det Offentlige, at Lys tilveiebringes i en Sag, som den her omhandlede.
Søndre Jarlsbergs Sorenskriveri
Den 11te April 1871
F. Sørenssen»
Lengre kom saken aldri. Mang en folkelig konklusjon på saken ble nok tatt i hus og hytte på Brøtsø og i omegnen, men oppklaring i regi av politi og rettsvesen uteble.
I glemmeboka gikk tjenestepikens død ikke. Rykter og historier og fortellinger og fantasier levde videre.
Ja, helt opp til våre dager har en blek overlevering om et mordmysterium på Brøtsø overlevd i folkeminnet: Arnt Oddvar Jansen tok seg i fjor sommer tid til å vise Øyene rundt på Rød gård, og han kunne huske som ung å ha hørt om tjenestepiken som ble tatt av dage.
Og brønnen, eller kummen, hvor ulykksalige Elen Dorthea Jørgensdatter ble funnet – den er der ennå.
*
Hvem var egentlig Elen Dorthea Jørgensdatter?
Her er et kort sammendrag:
Hun ble født på Hvitsten i Ramnes 4. desember 1842, døpt 25. desember i Fon kirke som yngst i en barneflokk på fem. Faren var gårdbruker Jørgen Hansen og moren Anne Marie Kristensdatter.
Faren døde i 1851 og moren fant seg en ny mann og giftet seg i 1856, samtidig som hun flyttet til Øde Sulutvet i Ramnes.
I skifte etter faren var det omkr 1829 spesiedaler.
I Folketellingen 1865 finner vi Elen Dorthea som tjenestepike på Nordre Myhre i Ramnes.
3 desember føder hun en gutt, Hans Edvard, som hun døper i Fon kirke 26. desember samme år. Faren oppgis å være sønn på Nordre Myhre, Ramnes, Hans Jørgen Jensen.
(Hans Edvard konfirmeres for øvrig i Fon kirke 2 oktober 1881. Bosted : Sulutvet)
Med henvisning til artikkelen må Elen Dorthea flyttet umiddelbart etter fødselen til Rød på Brøtsø. («… hun hadde tidligere været i Gjertsens Tjeneste i 3 Aar, og havde den gang som nu, opført sig til sit Herskabs fulde Tilfredshed.»)
*
Jeg lurer på hvorfor presten ikke har klart å sette riktig dødsdato på en så mye omtalt sak. Han bommer med 14 dager(???).